LCHF pizza

Der har været stille på bloggen.. men jeg er her endnu! Jeg har bare haft tossetravlt med opgave, arbejde og kursus de sidste 14 dage. I morgen afleverer jeg opgaven og det vil give mere overskud!
Det er mærkeligt som travlhed fuldstændigt kan dræbe enhver fornemmelse af jul. Vi har juletræ, chokoladejulekalender og adventsgaver i stuen - så ydre stemningsgivere er der nok af. Jeg håber at den indre stemning kommer snigende efter i morgen.


Dagens opskrift afspejler lidt den manglende julestemning - i hvert fald er der pizza på programmet. Inspireret af Frk. Sveske prøvede jeg denne gang en omgang "easy peasy pizza".
Bunden er blød og sammenhængende og med godt med fyld på er det virkelig godt (selv kæresten spiste med)!

(1 bradepandefuld)

Du skal bruge:
100 g creme fraiche 38 % (eller hytteost 4 %)
3 store æg
2 store spsk. kokosfibre
0,5 tsk. bagepulver
oregano
salt

Fyld fx med:
tomatpassata til bunden
400 g hakket oksekød forstegt lidt på en pande
en pakke let forstegt bacon
3 håndfulde revet ost
1 løg i tynde skiver
1 rød peber i tynde skiver
2 fed finthakket hvidløg
oregano

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 200 C (varmluft). Pisk alle ingredienser sammen og bred ud på en bageplade med bagepapir. Giv bunden 10 min. i ovnen. Tag den ud og fyld med dit favorit fyld. Sæt pizzaen tilbage i ovnen ind til osten er smeltet - ca. 10 min. 

TIP:
Næste gang vil jeg bruge hytteost, som har en mere salt smag end creme fraiche. MEN i en snæver vending går det fint at bruge 38% creme fraiche.