Det er fredag d. 5. februar og jeg vågner kl. 03.00. Denne morgen vågner jeg af noget, der føles som menstruationssmerter, og de gør at jeg ikke kan falde i søvn igen. Jeg står derfor op og sætter mig ud i sofaen med mac'en på skødet, færdiggør listen over ting til hospitalstasken og lægger den op på bloggen.
Min kæreste vågner ved 5-tiden og da han kører på arbejde kl. 7.20, går jeg i seng igen og sover 2 afbrudte timers søvn. Jeg vågner flere gange af det, jeg på det tidspunkt stadig tror er plukkeveer. Det er første gang i graviditeten, at jeg oplever at have ondt på den måde og fra kl. 04.30 bruger jeg app'en Smerteapp til at tage tid på mine "plukkeveer".
Jeg sender en sms til min gravide veninde for at høre hvordan hun har oplevet sine plukkeveer. Hun beskriver at maven bliver hård og at de varer nogle minutter og ofte kommer med 20 minutters mellemrum. Tidligt fredag morgen kommer mine med ca. 7-10 minutters interval og de varer 30-50 sekunder.
Først op af formiddagen begynder jeg at bruge laboro-vejrtrækningen fra Smertefri Fødsel - indtil da, kan jeg godt overkomme at trække vejret normalt under veerne. Det fungerer rigtig godt at have noget at fokusere på! Jeg bruger formiddagen på at lave god morgenmad, hænge vasketøj op og lægge nogle af tingene til hospitalstasken frem.
Ved 13-tiden begynder jeg at fatte at "plukkeveerne" ikke går i sig selv igen og jeg ringer derfor til fødegangen for at få afklaring på om smerterne er det ene eller det andet. Da jordemoderen så siger at det lyder som en normal opstartsfase ringer jeg, med våde kinder, til min kæreste. Egentlig er jeg mere overvældet end bange og vi bliver da også enige om at han skal tage sin sidste undervisningstime og komme hjem til mig kl. 15.00.
Da jeg går på toilettet ser jeg pludselig at min mave, meget hurtigt, er sunket helt vildt meget. Jeg sender et foto af maven til min mor og joker med at lillepigen nok er på vej mod udgangen, men at det føles som om hun konstant går ind i døren.
På det tidspunkt er kl. 14.00 og selvom veerne er kraftige og varer 1 minut, er de meget uregelmæssige og kommer med intervaller på mellem 7 og 2 minutter. Jeg ringer til fødegangen og får at vide at vi skal ringe igen når veerne har været regelmæssige i 1 time med 1 minut lange veer og pauser på 5 minutter.
Da min kæreste kommer hjem bliver han sat til at pakke hospitalstasken, mens jeg kører laborovejrtrækning i sengen. På det tidspunkt bider veerne rigtig godt og jeg har brug for at han er hos mig i soveværelset under veerne - ikke det nemmeste at kombinere med en taske og en bil, der skal pakkes.
Omkring kl. 16.15 har veerne været af 1 minuts varighed og regelmæssige med 3-3,5 minutter i mellem i 40 minutter. På det tidspunkt ringer jeg igen til fødegangen, da jeg godt kan regne ud at de der veer med 5 minutter i mellem, dem har min krop og jeg ligesom sprunget over.
Vi får en tid til tjek på OUH kl. 17.00.
Jeg har 3-4 veer på turen fra bilen og op til fødegangen, den sidste kommer i elevatoren ud for 3. sal og er den eneste ve, der fuldstændig overmander mig. Elevatordøren biver ved med at lukke og jeg kan ikke beslutte mig for, om jeg skal tage veen færdig i elevatoren eller stige ud under veen. Da jeg vælger det sidste, mister jeg fokus på min vejrtrækning og kaster op 3 gange liggende på gulvet uden for elevatoren. Jeg ligger dér, på gulvet, da jordemoderen kommer ud og tager i mod os.
Hun undersøger mig og meddeler os tillykke. Jeg er i aktiv fødsel - og 4 cm åben. Vi bliver vist ind på fødestue 9 - som tilfældigvis er den fødestue vi har fået rundvisning på. Det føles rart og velkendt.
Jeg kommer i karbad og det er især skønt til pauserne under veerne. Efter 40 minutter i badet mærker jeg en anderledes fornemmelse i underlivet og jordmoderen kan på det tidspunkt meddele at jeg er 9 cm åben. Det går så stærkt at jeg mentalt slet ikke er med. Jeg har læst tilpas meget om fødsler til at vide at det normalt tager 2 timer pr. centimeter fra man er 4-5 centimeter åben. Det er bare ikke tilfældet i denne fødsel.
Jordmoderen gør fødelejet klar og selvom jeg har skrevet (på min ønskeliste) at jeg ikke vil føde på ryggen, gør jeg som jordemoderen foreslår, da hun mener at det er den bedste måde at undgå bristninger. Jeg får alligevel en mild 2. grads bristning og jeg finder aldrig ud af om det var gået bedre eller værre, hvis jeg havde prøvet andre fødestillinger.
Det, for mig, hårdeste tidspunkt under fødslen er da kroppen går fra udvidelsesveer til presseveer. Jeg tør ikke rigtigt presse med i starten - jeg er bange for hvor ondt det vil gøre. Det er først da jordemoderen begynder at snakke om (i mine ører: true med) klip at jeg virkelig presser med. Dét vil jeg bare ikke! På anden presseve efter "truslen" får jeg besked på at gispe - dvs. køre laborovejrtrækning - og det kan jeg bare!
Efter ca. 2,5 time på hospitalet, ingen smertelindring og 1 jordemoderskifte lige inden pressefasen, kommer baby Augusta ud til os på én ve. Ikke noget med først hovedet og så at skulle vente på næste presseve for at føde kroppen.
Vi havde efterfølgende 2,5 døgn på barselsafsnittet, da alt var optaget på Vuggen (Barselshotellet på OUH). Det betød at vi skulle dele stue med andre nybagteforældre og nyfødte, men det blev i den grad opvejet af fantastisk kompetent og omsorgsfuldt personale. Jeg er sikker på at amningen ikke ville være gået ligeså smooth, hvis ikke vi havde fået 2-3 dage derinde.
I dag er Augusta 14 dage gammel og i skrivende stund ligger hun, sovende, ved siden af mig i sofaen. Den yndigste lille pige som jeg savner helt ned i maven, bare hun har ligget en times tid hos sin far.Etiketter: fødsel, fødselsberetning, OUH
