Indkøb til baby..

Som nævnt tidligere er det praktiske stort set helt klar til babys ankomst, mens jeg fortsat arbejder på at blive mentalt klar til morrollen.
Vi hører ikke til dem, der er taget en tur i BabySam og har svinget dankortet for små 20.000kr for derefter at have alt på plads. Vi har siden november langsomt købt ind på DBA, på nettet, i Ønskebørn - og i BabySam.
Jeg elsker at gøre gode handler og derfor har vi fundet fine kvalitetsting og købt dem brugt. Det gælder fx puslebordet, som jeg nævnte her.
Det er et klassisk Stokke, der koster 3500kr fra ny. Vi købte det for 600kr og min kæreste satte det i stand med sandpapir og hvid maling. Nu står det virkelig skarpt og bordet har kun kostet os lige over 1000kr.

Vi har badeværelse på 1. sal hvor Stokke-bordet står og så har vi et toilet i bryggerset nedenunder. Her er der fin plads til en puslepude ved siden af vasken, så vi ikke nødvendigvis skal rende op af trappen for at skifte.

REKLAME: Naturebaby.dk har sendt mig den lækre Cam Cam puslepude som gave. Jeg kan af gode grunde ikke udtale mig om hvordan den er i praksis, men den er overraskende stor, så der er god plads til baby, og jeg er ret begejstret for kvaliteten. Det fine Wave-stof som Cam Cam har på både ammepuder, sengetøj og puslepuder er virkelig super smukt og desuden i økologisk bomuld. HEP!
Udover puslebordet, har vi købt en hvid Leanderseng brugt. Vi var heldige at finde en i super god stand - stort set som ny - og gav 3000kr for den. Den er endda med forlængerstykket til juniorseng. Det dyreste tilkøb til sengen var sengeranden, der koster 700kr - og så er den ikke engang lige så lækker som så mange andre sengerande!! Det viser sig at der ikke er mange andre, der passer til Leandersengen og en sengerand ville vi have.

Derudover har vi fået pusletasken fra Ida Ising. Den har jeg tænkt mig at pakke som babys taske på hospitalet. Den er virkelig fin og jeg glæder mig til at tage den i brug. Om den er 1000kr værd kan diskuteres, men den virker smart - og så er den pæn.