Eftermiddags-snacking x 4

Måske er det graviditetsbetinget - eller også skyldes det, at jeg spiser mindre fedt og flere kulhydrater end tidligere - for jeg bliver alvorligt sulten lige omkring kl. 16.00. Hver dag.
Det har resulteret i en del snacking. Ofte er det i den grønne ende, for jeg gør mig nemlig meget umage med at få mange (!) grøntsager ned!
Herunder kommer et par eksempler på mine eftermiddags-snacks.

Grøntsagsstave med dip er toppen. Her er det en hurtig hummus på øko kikærter fra dåse. Næste gang laver jeg den gode blomkåls-hummus. Den smager så godt, at jeg kan spise den med ske.


Grøntsagsstave igen, men denne gang med økologiske oliven og en hurtig, mejerifri avocadocreme. Cremen er 1 avocado, 1 fed presset hvidløg, salt, peber og citronsaft. Simpelt og godt.


Her en omgang friske jordbær (fra da de stadig var i sæson) og mørk chokolade som jeg ikke har spist i store dele af graviditeten. Jeg havde en mærkelig oplevelse med min favorit 70% chokolade, der pludsleig smagte enormt bittert og stærkt. Den plejer nærmest at smage af flødechokolade, så der må være noget med smagsløg og graviditet.


En af de lidt mere krævende snacks er de altid gode bananpandekager. Opskriften finder du lige her. Jeg varierer ofte ved at tilsætte havregryn eller chiafrø, vanille, kakao eller kardemomme.

Hvad er din yndlings-snack? Smid den gerne som kommentar herunder - jeg kunne godt bruge ny inspiration.