Moussaka i LCHF-stil

Det er læænge siden jeg lavede denne moussaka, men den fortjener en plads på bloggen, så nu skal det være!
Jeg har nævnt det før: Jeg er vild med græsk mad - og det gælder også moussaka. Det her er en lækker og meget mættende LCHF-udgave. Ligesom i den virkelig gode lasagne har jeg brugt en blomkålsbechamel. Haps - det er lækkert!

(ca. 6 portioner)

Du skal bruge:
2 auberginer
olivenolie
salt

Kødsauce:
800 g oksekød
2 løg, fintsnittet
4 fed hvidløg, finthakket
400 g tomatpassata
salt og peber
1/2 tsk. ægte kanel
50 g smør

Bechamel:
400 g blomkål i mindre buketter
150 g smør
50 g revet ost (fx manchego)
0,5 tsk. stødt muskatnød
salt og peber

2 håndfulde revet ost

Fremgangsmåde:
Kødsauce:
Steg løg og hvidløg bløde i smør. Brun oksekødet og tilsæt tomatpassata. Rør rund tog lad simre så længe du vil (jeg lod det simre en times tid). Smag til med kanel, salt og peber.

Skær auberginerne i 1 cm tykke skiver. Steg dem møre ved middel varme i olivenolie. Drys godt med salt.

Bechamel:
Kog blomkålen helt mør i en gryde med vand. Si vandet fra, hæld blomkålen tilbage i gryden, sammen med smør, og lad det smelte ved lav varme. Tilsæt muskatnød og ost, og blend helt fin og cremet med en stavblender eller hæld det hele i en god blender. Smag til med lidt salt og peber.

Lasagnen:
Varm ovnen til 200 C (alm. ovn).
Læg kødsauce i bunden af et lasagnefad, og dernæst skiftevis aubergine og kødsauce. Fordel bechamelsaucen på toppen og dernæst den revne ost. Giv moussakaen 15 minutter i ovnen (sæt evt. grill på) til osten er gylden.

Servér!