Der er helt, helt stille på bloggen i øjeblikket - det skyldes travlhed med flytning og jobstart. Jeg kan allerede mærke at der er blevet mindre tid og kreativitet om morgenen til at lave morgenmad. Derfor elsker jeg når der er rester fra aftensmaden - og specielt hvis det er kylling. Hvis ikke kyllingen skal indgå i den gode karry-kyllinge-salat, så gør den sig nemlig voldsomt godt i en morgenmadsomelet som denne.
Som du kan se på billedet har omeletten en lækker sprød oste-overflade. Jeg prøver fortsat at begrænse mælkeprodukterne, ved at holde det til ost og smør. Ost er bare så lækkert i omelet - især når det bruges i en sprød osteomelet som denne. Jeg har tidligere lavet to varianter af den sprøde osteomelet - begge er rigtig gode (og ærlig talt: meget bedre end billederne giver indtryk af)!
Denne var også drønlækker.
(1 portion)
Du skal bruge:
2 æg
en rest stegt eller kogt kylling
1 håndfuld revet cheddar (eller anden ost)
en sjat vand
1 tsk tørret oregano
salt og peber
smør til stegning
1 økologisk tomat i tern
Fremgangsmåde:
Smelt smør på en lille pande. Pisk æg med salt og peber, oregano og en sjat vand. Hæld æggemassen på panden, fordel kyllingen ovenpå og drys med revet cheddar.
Når æggemassen har sat sig, vender du omeletten ved at bruge en tallerken der er lidt mindre end panden (altså: læg tallerkenen oven på omeletten og vend panden på hovedet, så omeletten ligger på tallerkenen. Sæt panden tilbage på kogepladen og lad omeletten glide tilbage på panden med osten nedad). Steg omeletten i ca. 3-5 minutter ved middel varme, til oste-bunden er gylden og sprød (tjek ved at løfte lidt op i omeletten).
Servér med tomattern.