Gratineret kylling i rødpeber-sauce

Det her indlæg har været længe undervejs. Retten er et af mine mere vellykkede eksperimenter. Ikke nok med at retten er smuk at se på - se lige den farve - så smager den også virkelig lækkert!

(3 personer)

Du skal bruge:
3 kyllingebryster i skiver
salt og peber
25 g smør

2 fed hvidløg i tern
2 øko røde pebre i tern
50g smør
1 spsk. tomatpuré
salt og peber

150 g økologisk cheddar, revet (jeg fandt én i Bilka)

Fremgangsmåde:
Varm ovnen til 175 C (alm. ovn).
Smelt 25 g smør på en pande og steg kyllingen. Giv stykkerne godt med salt og peber og fordel kyllingestykkerne i bunden af et ovnfast fad.
Tilsæt nu yderligere 50 g smør til panden og svits tomatpuré, hvidløg og rød peber-tern til sidstnævnte er bløde. Blend med en stavblender eller hæld hele molevitten i en minihakker til du har en cremet orange sauce. Smag til med salt og peber og fordel saucen over kyllingen. Drys med revet cheddar og sæt fadet i ovnen ind til osten er smeltet og bobler (ca. 15 minutter).



Servér fx med asparges i bacon som herunder.