Min bedste LCHF pizza til dato


Flere steder på Instagram og nettet har jeg set fotos af fathead pizzaen. Det er, uden tvivl, den bedste LCHF-pizza jeg har forsøgt mig med (kæresten er i øvrigt enig). Den er simpel at lave og bliver faktisk sprød (!!) (og nej, dog ikke som en italiensk pizza)!
Jeg har for første gang arbejdet med pofiber og brugt det i pizzadejen. Jeg har købt mit i Sverige, til stort set ingen penge (omkring 10 danske). Længe har det ikke været til at opdrive i DK, men nu har Lowcarb Store Danmark fået produktet (dog er det i skrivende stund udsolgt).
Tilbage til pizzabunden - prøv den, den er virkelig lækker!

(2 personer)

Du skal bruge:
170 g revet ost (jeg brugte cheddar)
40 g pofiber
2 spsk. mayonnaise (eller Philadelphia)
1 æg
0,5 tsk. oregano

Fremgangsmåde:
Varm ovnen til 225 C (alm. ovn).
Smelt den revne ost i gryde ved svag varme (det bliver ikke flydende, men samler sig i en blød klump). Tag gryden af varmen og rør mayonnaise, æg, oregano og pofiber i. Rul dejen ud mellem to lag bagepapir, læg i på en bageplade og fjern det øverste bagepapir. Den ser nu sådan ud:



Giv bunden 8 min. i ovnen - den skal være gylden men ikke mørk.
Tag bunden ud og læg det ønskede fyld på (det hele skal være tilberedt på forhånd), og tilbage i ovnen indtil osten er smeltet.


Jeg brugte:
- tomatpassata til bunden (tomatsauce)
- en rest kødsauce
- løg i tynde skiver
- forstegt økologisk bacon
- revet ost
- oregano
- friskværnet peber

Til sidst toppede jeg min pizza med et par skiver avocado og (købt) chiliolie. ØJ, så lækkert!