
Jeg har travlt i øjeblikket. Slutspurten er sat ind for mit speciale, så bloggen forsømmes en smule, og det fortsætter nok desværre sådan indtil juni! Det betyder også, at der ikke eksperimenteres så meget i køkkenet, og at det tit bliver de nemme løsninger til aftensmad.
Forleden blev det til denne mexi-tallerken. Jeg elsker mexicansk - det smager bare lækkert - og det er så nemt at lave en omgang krydret oksekød med grønt, cheddar og guacamole som tilbehør.
Hvis man vil kan man jo lave en stak tortilla pandekager til.
Denne gang hentede jeg inspiration til krydringen hos Hjemme hos Xenia.
(3-4 portioner)
Du skal bruge:
Krydret oksekød
500 g økologisk oksekød
1 stort løg
2 fed hvidløg
1 rød chili
1 spsk. sød paprika
1 spsk. røget paprika
0,5 tsk. stødt spidskommen
et drys cayennepeber
salt & peber
25 g smør til stegning
Tilbehør (til 2 personer)
2 tomater i tern
1/2 agurk i tern
Købe-salsa u. sukker (Santa Maria har vist én)
2 håndfulde revet cheddar
En omgang guacamole
Fremgangsmåde:
Hak løg, chili og hvidløg og svits i smør. Tilsæt kødet og brun det. Tilsæt nu alle øvrige ingredienser og lad simre under låg ind til servering (fx ca. 15 min, mens tilbehøret gøres klar).