Hørfrøboller LCHF


Det er længe siden, at jeg har eksperimenteret med LCHF-boller. Men da jeg fik fedtreduceret hørfrømel fra Lowcarb Store vidste jeg, at jeg ville i gang med at eksperimentere.
Jeg er selv ret vild med smagen af kokosfibre og mandelmel. Men hvis du, som mange andre, er træt af den søde smag i bagværk, kan jeg kun anbefale fedtreduceret sesam- eller hørfrømel. Det er også den meltype jeg gerne bruger i pandekager, da det giver den bedste konsistens - synes jeg - og den mildeste smag. Kokosfibre kan godt gøre pandekager lidt grynede.
De her boller blev ganske gode. De er slet ikke æggede - faktisk mere kompakte i det og smagen er mild. Når man lige skærer dem over kan de godt se "tunge" ud, men når man bider i den har de en rigtig god brød-lignende konsistens. Jeg opbevarer dem på køl, og varmer dem 10 minutter i en 200 grader varm ovn og så er det lige før at de får sprød skorpe! Jeg synes at de er gode.
Jeg tog udgangspunkt i denne opskrift hos LykkeglimtMine boller blev helt mørke pga. hørfrømelet.
Kokosmælken kan sagtens erstattes af fx 38% creme fraiche, som jeg tror bare vil gøre smagen endnu bedre.

(4 små boller)

Du skal bruge:
1,5 dl fedtreduceret hørfrømel
1 spsk. solsikkekerner
1 spsk. sesamfrø
100g kokosmælk (den fede del)
2 æg
2 spsk. Fiberhusk
2 spsk. olivenolie
1 tsk. bagepulver
0,5 tsk. havsalt (måske lidt mere)

Fremgangsmåde:
Varm ovnen til 200 grader C (alm. ovn).
Rør alle ingredienserne sammen i en skål. Lad dejen trække i 5 minutter og form til 4 boller på en bageplade med bagepapir.


Bag dem i midten af ovnen i ca. 20 minutter. Når de er færdige ser de sådan ud.



TIP:
Tryk gerne bollerne lidt fladere end jeg gjorde - de hæver i højden - og giv dem så måske kun 15 minutter i ovnen.
Servér med pålæg. På billedet øverst er det økologisk leverpostej, champignoner og bacon.