Dette er intet mindre end en genial måde at bruge sine (måske halv-kedelige) grøntsagsrester i køleskabet. Jeg havde en trist rest rødkål, som i dag blev til disse saftige og søde grøntsagsbrød. Det er samtidig en lækker måde at få ekstra grønt på menuen - så jeg er fan! Jeg har igen i dag været forbi Frk. Sveskes blog for inspiration.
(ca. 11 stk.)
Du skal bruge:
500 g rødkål (eller anden kål/grønt)
50 g ost (jeg brugte Västerbotten, der smager som den danske Vesterhavsost)
50 g alm. mandelmel
½ dl solsikkekerner
3 æg
½ finthakket, rød chili
1 tsk. FiberHusk
et drys cayennepeber
1½ tsk. havsalt
et drys sort peber
evt. krydderier
Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 200 grader C (alm. ovn).
Findel eller riv rødkålen (jeg kørte den i min minihakker). Giv også solsikkekernerne en tur i minihakkeren og riv osten. Bland alle ingredienser grundigt i en skål og lad det trække 10 minutter.
Fordel massen i 11 flade og runde "brød" og bag i ovnen i ca. 25 minutter.
Lad dem køle af på en rist og opbevar den i køleskabet.



TIP:
Spis dem med lækkert pålæg. Herunder er det med artiskokdip, en rest kylling og tomater.